Begynderkursus – IPP2

Kajakkursus i Jyllinge sejlklub 2020

Jyllinge sejlklub udbyder i foråret 2020 to kajakkurser for begyndere i havkajak (IPP 2).

KURSUS 1: Aflyst p.g.a. Corona

KURSUS 2:

Kursus 2 bliver afholdt på følgende datoer, og der er som udgangspunkt mødepligt hver gang:

 Lørdag d. 6. juni kl.9.00 til ca.15.00
 Søndag d. 7. juni fra 9:00 til ca. 15:00
 Lørdag d. 20. juni fra 9:00 til ca. 15:00
 Søndag d. 21. juni fra 9:00 til ca. 15:00

KURSUS 3:

Kursus 3 bliver afholdt på følgende datoer, og der er som udgangspunkt mødepligt hver gang:

 Torsdag d. 25. juni kl. 17.00 til 21.00
 Lørdag d. 27. juni kl.  8.00 til 16.00
 Tirsdag d. 30. juni kl. 17.00 til 21.00

Tilmelding sker her på siden efter først til mølle-princippet. Sejlklubbens medlemmer har fortrinsret til kurset.

Alle kan ro havkajak, men det er en klar fordel at du er i god fysisk form. Derudover skal du være indstillet på, at du kommer i vandet hver gang-også selv om vandet er køligt. Bemærk at det er en forudsætning for at deltage i kurset, at du ved kursusstart kan dokumentere, at du kan svømme 600 m i svømmebassin.

Tilmeldingen åbner den 1. februar 2020 og er først gældende, når vi har modtaget betaling.

Bemærk at tilmelding er bindende, og at vi som udgangspunkt ikke tilbagebetaler kontingent eller kursusafgift, hvis kursister bliver forhindret i at deltage i kurset eller vælger at afbryde undervejs. Vi foretager dog en konkret vurdering af hver enkelt situation.

Priser:

For at deltage i kurset skal du være medlem af Jyllinge Sejlklub og kajakafdelingen. Her betaler du for 1 års medlemskab.
Årligt kontingent til Jyllinge Sejlklub inkl.  aktivitetsgebyr til kajakafdelingen = 1.210 kr.
Derudover skal hver kursist betale for selve kajakkurset, som i 2020 koster 1.000 kr.
Du kan derfor forvente en samlet pris på 2.210 kr. + 150 kr. til nøglebrik til klubbens faciliteter.
Du kan se alle vores kontingentsatser her.

Mere info om kajakkursus i Jyllinge:

Svømmeprøve:

Det er en betingelse for at blive medlem af kajakklubben, at man kan svømme mindst 600 meter.
Hvis du skal på kursus hos os skal du derfor tage i svømmehallen og aflægge en svømmeprøve.
Sig ved billetkøb eller til bademesteren, at du skal tage et 600 m svømmebevis til en kajakklub. Så holder de øje med dig og skriver et lille diplom på, at du har gennemført.
I de fleste svømmehaller er det gratis, så I kun skal betale entre.
Svømmebeviset skal fremvises til instruktørerne på første kursusdag.

Beklædning:

Som deltager på vores kajakkursus skal du være klar over, at du kommer i vandet hver gang, der er undervisning – og nogen gange flere gange pr. gang.

Det er derfor vigtigt, at du er fornuftigt påklædt og medbringer rigeligt skiftetøj. Vi gennemgår dette nærmere med årets kursister, men her er nogle gode råd:

Vi anbefaler at være påklædt efter 3-lags-prinippet, da det er de bedste måde at holde sig varm, selvom det er vådt.

Inderst:

  • Undgå så vidt muligt bomuld, da det bliver koldt og tungt i vandet.
  • Medbring i stedet skiundertøj (helst i uld) som inderste lag.
  • Hvis I har strømper på, bør de også være i uld.

Mellemlag:

  • Vi anbefaler, at vores kursister investerer i en våddragt. Den behøver ikke at være designet særligt til kajakbrug, men det bedste er modellerne “Long John” / “Long Jane”, som har lange ben men ingen ærmer. Disse dragter giver størst mulig bevægelsesfrihed.
  • Medlemmer af Jyllinge kajakklub kan få rabat ved indkøb af kajakudstyr. Årets kursister vil modtage nærmere information herom før kursusstart.

Yderste lag:

  • Som yderste lag skal du have noget vindtæt.
  • Det kan eksempelvis være en regnjakke / vindjakke eller du kan investere i en rojakke til kajakbrug.

Fodtøj:

  • Du skal sørge for at have nogle sko på, som sidder fast (ikke klip-klappere). Derudover skal det være fodtøj, som må blive vådt.
  • Du kan med fordel købe et par neoprensko, men det er ikke et krav.

Pauser på land i løbet af kurset:

Under kurset kan der holdes pauser i land , medbring derfor regnslag eller ekstra trøje for ikke at blive kold i løbet af  disse ophold.

Praktiske ting:

Alle kan ro havkajak!

Det er dog en klar fordel, hvis du er i nogenlunde fysisk form. Vi har kursister i alle størrelser, former og aldre – og vores instruktører er vant til at håndtere diversitet. Det er dog vigtigt at påpege, at vores kursister skal igennem et fastlagt pensum for at kunne bestå kurset, og at det medfører en del fysiske øvelser. Vi ser derfor gerne, at vores kursister er i nogenlunde fysisk form.

I havkajak bruger man primært de såkaldte kernemuskler i mave og ryg. Derudover bruges armene, herunder til diverse løft af eksempelvis kajakker.