Ny på vandet

Ny på vandet

Hvad er det første man skal koncentrere sig om som ny elev på vandet?

Sejlersprog

Noget af det første du vil støde på som ny sejlerelev er sikkert, at der bliver brugt mange ord og udtryk ombord på en båd, som du ikke har hørt før. Det er næsten et helt nyt sprog du skal lære. De første gange taler vi derfor meget om benævnelserne på båden og udtryk der bruges ombord. Der kommunikeres kort og præcist, når man sejler og f.eks. ønsker at ændre den retning, som båden sejler i. Så ved alle ombord på båden hurtigt, hvad der menes, og hvad der forventes af dem.

Vinden

Hvor kommer vinden fra, skifter vinden retning, skifter vinden styrke? Det er noget af det en sejler altid koncentrerer sig om under sejlads.

Sejlene og roret

Som ny elev skal du sejle med to sejl på H-båden, fokken (det forreste sejl) og storsejlet. Du vil hurtigt blive introduceret til, hvordan man sætter sejlene (hejser dem op) og hvordan man med skøderne (tov) justerer sejlene i forhold til vindretningen. Med roret bestemmer du sejlretningen. Roret virker sådan at du skal pege rorpinden den modsatte vej i forhold til, hvor du ønsker at ændre retningen til. Dette og meget mere vil du blive introduceret til på de første sejlaftener.

At have det sjovt!

Først og fremmest skal det være sjovt at sejle. Du får mange gode oplevelser ude på vandet.