Julefreden er efterhånden ved at sænke sig over det danske land, og Jyllinge Sejlklub vil gerne ønske vores medlemmer og familie en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

Vi har haft et mildt efterår, hvilket har betydet fortsatte vandaktiviteter i flere afdelinger. Kajakafdelingen har bl.a. deltaget i Lucia i Kajak sammen med 300 andre kajakker i Københavns kanaler. Udklædt og med påsatte lyskæder, var der god stemning blandt de mange deltagere og tilskuere. Se mere på TV2Lorry her eller privat optagelse her
Flere afdelinger har holdt julearrangementer i klubhuset. Sejlerskolen har ved samme lejlighed udleveret duelighedsbeviser til de kursister som har bestået.

Pigekap har ved deres julearrangement fundet ny formand for deres afdeling, og vi byder velkommen til Lone Grundahl, og takker Lotte Foght-Sørensen for indsatsen og god overlevering til den nye formand.

Hvis du har været forbi klubhuset, så har du sikkert bemærket at flere stole er blevet ombetrukket. Vi er i gang med at få ombetrukket dem alle, de bliver hentet i puljer, hvilket også er grunden til at der er stadig er ”gamle” stole med rødt betræk. Derudover har vi fået 16 nye flotte borde, hvoraf 4 er klapborde. Bemærk at de nye borde har hjul i den ene ende, når I skal rykke rundt på dem. Pas godt på vores nye møbler.
Mandagsaftner i Jyllinge Sejlklub 2017
Se mere og tilmeld dig her.

30/1-17: Ny og anderledes vinsmagning fra Altinus.
13/2-17: Oplev verden fra et skibsdæk uden at bruge din egen båd. Martin fra FTLF-Langtursejlerne, fortæller om oplevelser som FTLF-gast, på deltid
på verdenshavene.
20/2-17: Foredrag v. Fridan Gibo med galeasen ”Vendia” af Frederikssund over Atlanten til Caribien.
27/2-17: Foredrag v. Karsten Møller Hansen fra FTLF-Langtursejlerne: FTLF-Langtursejlernes flotille sejlads 2016 gik.
til Færøerne og Skotland.
13/3-17:  Plastfri Roskilde Fjord: Ved projektleder fra PLASTICK CHANGE og RUK, Claudia Sick.
Alle har hørt om de kæmpe” øer” af plastik, der flyder rundt i bl.a. Stillehavet. Roskilde Fjord er ikke gået fri, så mød op og hør om projektet og om hvad vi som sejlere kan gøre for at bevare vores fjord fri for plastik.
Bornholm rundt i havkajak 10.- 13. august 2017

Vi er en gruppe fra kajakafdelingen som igen i år deltager på 4 dages ekspedition i afslappet tempo langs den Bornholmske skærgård og kilometerlange hvide sandstrande - i alt ca. 116 km fordelt over 4 dage og opdelt i to hold efter kilometertid.

Lokale kajakguider vil fortælle om øens særpræg og vi roer blandt andet ind i den "våde- & tørre ovn" som ligger under Hammershus ruinen. Vi holder pauser i idylliske kystbyer og der er god tid til at bade og spise medbragt mad. Din bagage bliver transporteret rundt på øen mellem overnatningsstederne, så du slipper for at ro i en "synkefærdig" kajak. Du skal blot have skiftetøj, badetøj og dagens forplejning med i kajakken. Overnatning sker på to "primitive" og en fuldt udrustet campingplads.

Vi tager kajaktrailer og gerne klubkajakker med – Se mere her. Vil du med? Kontakt Jan Ludvigsen her. Husk begrænset antal deltagere.
Vinteren er kommet – men ingen grund til at slappe af
I løbet af vinteren besøger kajakafdelingen Jyllinge Svømmehal 4 gange med rullekursus og leg i svømmehallen. Kurserne er overtegnet allerede, men efter endt kursus står andre medlemmer klar til at hjælpe dig i gang med at rulle. Vi fylder traileren med kajakker, så kom frisk! Husk våddragt. Se mere på rokort.dk.
Ved du hvad hypotermi er? - og hvad det gør ved din krop?
Heldagskursus den 28/1, 29/1, 25/2, 26/2


Kroppens temperatur er omkring 37 grader, og hver gang du bader sker en afkøling af kroppen. Afhængig af temperaturen af vandet, går der kortere eller længere tid før hypotermi indtræder.

Hvis du gerne vil vide hvad hypotermi gør ved din krop, og hvorfor det er vigtigt at komme hurtigt op af vandet om vinteren, så deltag på dette kursus. Vi starter med at hoppe i vandet og mærker det på egen krop, efterfølgende teoriundervisning.

Kurset er for kajakafdelingen, men du skal være velkommen til at deltage uanset afdeling. Tilmeld dig på rokort.dk. Hvis du ikke er i kajakafdelingen og interesseret, kontakt Peter Rosendal her.
Lav din egen grønlæderåre

Kom med til årebyggekursus den 19/2 på Jyllinge Skole og lav din egen grønlænderåre. Under kyndig instruktion vil du lave din egen åre, som du kan bruge i mange år fremover.

Kurset koster 1.000 kr. inkl. materialer, dvs. én pind i gran som bare skal høvles, bugthøvle og lign. Se mere her. Hvis du er interesseret, tilmeld dig på rokort.dk.
Kurser i Dansk Sejlunion

Ud over instruktørkurser, så tilbyder Dansk Sejlunion bl.a. kurser i bådforsikringer, sikkerhed til vands og i brugen af søkort. Det er specielt at bemærke at man kan besøge DMI tirsdag 21/2-17 eller Eskadrille 722 den 1/2-17.

Se mere og tilmeld dig her. Brug dit sejler-login for tilmelding.
Facebook
Facebook
Website
Website
Email
Email
Copyright © 2016
Jyllinge Sejlklub, Strandpromenaden 2, 4040 Jyllinge 

Frameld nyhedsmail